| Netværksgrupperne kan samle op på et udbytterigt år |
|
|
|
|
2011 har været året hvor netværksgrupperne foldede sig ud, og hvor en masse erfarne branchefolk fik en specialiseret platform at dele erfaringer på. Både netværksgruppen for MFIer og for S/L-grupper har haft mange givtige møder, og flere deltagere er stødt og roligt kommet til, hvilket har givet grupperne et unikt og højt fagligt indhold. I 2011 lancerede Dansk Forum for Mikrofinans to netværksgrupper for folk med et særligt engagement inden for arbejdet med MFIer og spare/låne-grupper. Grupperne kom til som en særlig mulighed for den gruppe mennesker, der savnede erfaringsdeling og læring på et mere specialiseret niveau, og i dag er både små og store organisationer repræsenteret i de to grupper. Årets sidste to møder afvikles her i december, og det er derfor blevet tid til at samle lidt op på de temaer der har været vendt i grupperne. Netværksgruppen for MFIer Netværksgruppen for MFIer har i løbet af året afholdt otte møder med meget varierende fokus. Nogle af de emner der bl.a. har været på dagsordenen er vurdering af MFIer, erfaringer med Microfinance Transparancy og SMART Campaign, organisationsstrategi hos Strømmestiftelsen i Norge og oplæg fra medlemsorganisationer såsom Cykler til Senegal, Dansk Mongolsk Selskab, Dansk Flygtningehjælp, Andelskassen Oikos og Vedvarende energi. I 2012 vil netværksgruppen bl.a. dykke længere ned i emner som evalueringsmetoder, kapacitetsopbygning, fortalervirksomhed med henblik på lånekapital og privatfinansiering af MFI-lånekapital. Netværksgruppen for spare/låne-grupper I netværksgruppen for spare/låne-grupper har man i løbet af årets møder behandlet emner som kobling mellem spare/låne-grupper og banker, tilpassede VSLA-modeller, bevillingskriterier fra Projektrådgivningen, evaluering af spare/låne-gruppeprojekter, særligt udsatte grupper og bearbejdning af udkast til vejledning om spare/låne-grupper og civilsamfundsudvikling. Emnerne er både behandlet gennem diskussioner, oplæg og casegennemgange, hvorfor alle deltagere har haft mulighed for at byde ind. Fremtidige emner der vil blive taget under behandling i det nye år vil bl.a. være udfasning og exit-strategi, SACCOer og SHG-føderationer. Arbejdsgrupper Netværksgruppen for spare/låne-grupper har desuden været meget involveret i udviklingen af vejledningen om sammenhængen mellem spare/låne-grupper og civilsamfundsudvikling som kulminerede i kurset 28.-30. november. Der er nu stor interesse i begge grupper for at lave endnu en vejledning om strategiske integrationsmuligheder mellem spare/låne-grupper og MFIer, hvilket derfor er noget, som en arbejdsgruppe vil arbejde videre med næste år. Som ovenstående tydeligt illustrerer, har grupperne været i stand til at gå i dybden med en lang række centrale emner, og heri ligger den væsentligste styrke: det er gruppernes medlemmer der bestemmer indholdet, så man er som deltager sikker på at få et udbytte af møderne. Netværksgrupperne er forbeholdt personer med et vist fagligt niveau. Som udgangspunkt er grupperne dog åbne for alle nye deltagere, så hvis du er interesseret i erfaringsudveksling med andre, der arbejder med området, så send en e-mail til Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. . |



