I relation til ovenstående artikel fra u-landsnyt.dk har tidligere formand for Dansk Forum for Mikrofinans, Ole Dahl Rasmussen, skrevet følgende kommentar i håb om at gøre debatten mere nuanceret og retfærdig:
"I bistandssektoren går vi i højere og højere grad op i effekt og effektmålinger og det er positivt. Desværre gør vi det ikke særlig meget. Det viser den seneste evaluering af evalueringer af mikrofinans, et såkaldt systematisk review.
Forfatterne har fundet henved 3000 evalueringer om mikrofinans, men når frem til at kun 56 af dem har en nogenlunde standard. Ikke en høj standard - bare en nogenlunde standard. Og de konkluderer, at "omhyggelig, kvantitativ evidens om mikrofinansens mekanismer og effekt stadig er et særsyn, og det derfor ikke er muligt at konkludere noget endeligt" (min oversættelse).
Rapporten har for mig at se to umiddelbare konsekvenser:
1) Hvis der stadig er nogle tilbage, som tror at mikrofinans er en mirakelkur, hvad enten det er opsparing, lån eller noget tredje, så har de nu endnu bedre grund til at pakke sammen og revurdere. Mikrofinans er finansielle ydelser som 150m fattige bruger jævnligt. Ligesom en sparegris, et dankort eller et lån. Det er ikke en revolution. Den erkendelse er det, David Roodman fra Center for Global Development har kaldt en 'ny realisme'. Den er ikke bare velkommen i sektoren og for mikrofinanskunderne. Den er nødvendig.
2) Vi, der evaluerer mikrofinans, kan og skal gøre det bedre. Vi skal lave flere randomiserede evalueringer, men også kende deres begrænsninger. Og vi skal blive bedre til at bruge dem rigtigt. Ikke som sandheder, men som god evidens. Rapporten giver bistandsforskningen et par rap over fingrende i den forbindelse, når de skriver, at vores forskning er alt for dårligt katalogiseret og det er derfor næsten umuligt at få et overblik. For eksempel er det for vanskeligt skelne forskellige typer af forskning, fx primæranalyser af data fra sekundæranalyser. Det bør vi tage til efterretning. I forhold til de randomiserede forsøg, ligger de velkendte begrænsninger i, at bistand ikke virker som lægemidler eller afgrøder, som metoden ellers bruges til. Politik, magt og kultur er en naturlig og nødvendig del af bistanden, og det gør nogle gange randomisering mindre egnet ligesom etik ofte kan være et problem. Men der hvor det giver mening og kan forsvares, skal vi randomisere og selvfølgelig supplere med kvalitative metoder. Det skylder vi verdens udsatte og sårbare befolkningsgrupper. Med Duvendacks rapport har vi fået hjælp til at fortsætte arbejdet."
Ole Dahl Rasmussen er mikrofinansrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp og tidligere formand for Dansk Forum for Mikrofinans.
Hvad mener du? Er de nuværende impact-studier tilstrækkelige til at retfærdiggøre brugen af mikrofinans, eller er der brug for nytænkning af evalueringsmetoderne? Giv dit bidrag til debatten her.
